Det her kigger du på
Bænken rummer ét 50 mm objektiv, trukket fra hinanden langs skinnen, så glasgrupperne og den messingfarvede helikoid er synlige i stedet for skjult inde i en tubus: bagerste gruppe ved bajonetten, irisblænden mellem grupperne og forreste gruppe, der kører på helikoiden. Træk i fokusringen (eller drej på knappen på konsollen), så skruer helikoiden den forreste gruppe ind eller ud. Vælg f/2, f/5.6 eller f/16, så åbner eller lukker irisblænden for lyskeglen, der passerer igennem. Sæt objektivet til Samlet, eller tryk på X, så glider delene sammen igen til én tubus.
Foran objektivet står en plade af gitterglas i den sande fokusafstand og skærer lige igennem et lille diorama: en fyr ved 37 cm, en hytte ved 55 cm og en bjergtinde ved 95 cm, de tre stop, som knapperne Forgrund, Midte og Baggrund hopper til. Bag objektivet, i den anden ende af skinnen, lander strålerne på sensorens egen matskive. Billedet, den viser, er på hovedet, på samme måde som et rigtigt objektiv altid projicerer det, før et spejl eller en skærm vender det rigtigt for dig.
Scene-kontakten øverst i kontrollerne peger det samme objektiv mod to motiver mere, hver med sin egen lektion: en hunds portræt, hvor den skarpe zone er cirka en centimeter dyb, og en havn i skumringen, hvor hvert lys uden for fokus bliver til en bokehkugle.
Fokusplanet er et plan og ikke et punkt
Et objektiv kan kun lægge én afstand i sand fokus ad gangen. Lys fra et punkt i den afstand forlader bagsiden af objektivet som en kegle, der lukker sig til et punkt præcis på sensoren. Lys fra alt, der er tættere på eller længere væk, lukker sig til et punkt foran sensoren eller bag den, så når det når glasset, har det åbnet sig igen til en lille skive. Det er det, det glødende gitter på bænken tegner: ikke en uskarp zone, men ét fladt plan, der skærer gennem scenen, hvor fokusringen end lægger det. Alt på det plan er et punkt. Alt uden for det er en skive, og skiven vokser, jo længere den ligger fra planet i begge retninger.
Hvorfor den skarpe zone er så tynd på tæt hold, og hvordan blænden åbner den op
Fokusér på fyrretræet ved 37 cm og sæt blænden til f/2, så går den zone, der stadig opleves som acceptabelt skarp, fra cirka 36,7 cm til 37,3 cm: knap en halv centimeter dyb. Blænd ned til f/5.6, og den vokser til cirka 36,3-37,8 cm, omkring 15 mm. Blænd videre ned til f/16, og den strækker sig til cirka 34,9-39,3 cm, tæt på 44 mm, otte gange zonen ved f/2 fra samme sted. Det er hele tricket bag at blænde ned til et makrobillede eller en produktoptagelse: objektivet er ikke ændret, kun bredden af den lyskegle, det slipper igennem, og en smallere kegle tåler mere afstand på hver side af planet, før dens skive bliver stor nok til at lægge mærke til.
Afstand gør det samme uden at røre blænden overhovedet. Flyt fokuspunktet ud til tinden ved 95 cm, og selv ved f/2 er den skarpe zone cirka 4 cm dyb, omtrent syv gange så dyb som den samme f/2 gav dig ved 37 cm. Noget så tæt på et objektiv kommer aldrig til at opføre sig som noget, der er 95 cm væk, uanset hvilken blænde du vælger.
Brug begge på én gang, og ændringen er dramatisk. Fokusér på tinden ved 95 cm, blænd ned til f/16, og den skarpe zone går fra cirka 81 cm til 114 cm, omkring 32 cm dyb: næsten tres gange den halve centimeter, du startede med ved 37 cm og f/2. På bænken svulmer den tynde glasplade op til en dyb blok omkring bjerget.
Hvad ”skarpt nok” betyder
Skarphedsdybde er ikke rigtig en grænse, det er en skønsmæssig vurdering, som er givet et tal. Den her bænk behandler en skive som acceptabelt skarp, når den er mindre end sensorens uskarphedscirkel, som her er sat til den almindelige fuldformatdiagonal på 43,27 mm divideret med 1500, cirka 0,029 mm på selve sensoren. Det er den samme konvention, som skarphedsdybdeberegneren bruger, så de to værktøjer aldrig er uenige om, hvor en zone slutter.
Du kan se den vurdering blive foretaget på selve bænken. Fokusér på fyrretræet ved f/2, og tinden, der ligger 58 cm længere tilbage, lander på sensoren som en skive på cirka 2,4 mm i diameter, omkring 6,6 % af billedets bredde: blød nok til at fremstå som baggrundsuskarphed ved første blik. Blænd ned til f/16 uden at røre fokus, og den samme tinde skrumper til cirka 0,3 mm, under 1 % af billedets bredde. Det er stadig ti gange uskarphedscirklen, så bænken holder den stadig uden for den skarpe zone: et tydeligt bjerg nu og ikke en udtværet plet, men synligt blødere end fyrretræet.
Hvorfor næsen er skarp, og øjet er blødt
Skift scenen til Portræt, så peger objektivet mod en hund, tæt nok på til at fylde billedet: næsespidsen 45 cm væk, det nærmeste øje ved 50 cm og det fjerneste øje ved 53 cm. På den afstand har et 50 mm objektiv ved f/2 næsten intet at give af. Fokusér på det nærmeste øje, og den skarpe zone går fra cirka 49,5 cm til 50,5 cm: cirka en centimeter dyb på et ansigt, der er 8 cm dybt fra næsespidsen til det fjerneste øje.
Næsen er det nærmeste og mest fremtrædende i billedet, hvilket gør den til et let sted for fokus at lande. Fokusér på næsen, og den skarpe zone ligger fra cirka 44,6 cm til 45,4 cm, under en centimeter, med begge øjne bagved. Det nærmeste øje lander på sensoren som en skive på cirka 0,31 mm i diameter, næsten elleve gange uskarphedscirklen på 0,029 mm, og det fjerneste øje som en skive på 0,47 mm, seksten gange så stor: en skarp næse og to bløde øjne, og øjnene er det første, enhver kigger på. Selv f/16 redder det ikke: med fokus liggende på næsen slutter zonen ved cirka 48,6 cm, stadig før det nærmeste øje.
Læg fokus på øjet, og billedet vender om. Det nærmeste øje bliver punktet, og næsen, 5 cm foran det, bliver til skiven på 0,31 mm. Det fjerneste øje, 3 cm længere tilbage, lander stadig som en skive på 0,16 mm ved f/2, mere end fem gange uskarphedscirklen, så det ene øje er skarpt og det andet næsten. Det er som regel det bedste billede: en blød næse læses som dybde, et blødt øje læses som en fejl. For at få begge øjne med kan du fokusere mellem dem ved 51,5 cm og blænde ned til f/5.6: den skarpe zone går nu fra 50 cm til cirka 53,1 cm, 3,1 cm dyb, begge øjne ligger inden for den (det nærmeste lige akkurat), og næsen forbliver en blød skive på 0,14 mm. At blænde ned alene er ikke nok: ved f/5.6 med fokus stadig på det nærmeste øje slutter zonen ved cirka 51,5 cm, før det fjerneste øje. På tæt hold betyder det mere, hvor du lægger den skarpe zone, end hvor dyb du gør den.
Se det på bænken: fokusplanet på næsespidsen med begge øjne bagved.
Hvor bokeh kommer fra
Bokeh er den samme skive igen, bare lettere at se. Hvert lyspunkt, der ikke ligger på fokusplanet, når sensoren som en skive, og et lille skarpt lys mod en mørk baggrund gør den skive umulig at overse. Skift scenen til Havn, en havn i skumringen, og fokusér på båden ved 40 cm, ved f/2: lampen ved 70 cm, 30 cm bag planet, lander som en skive på cirka 1,5 mm i diameter, over 4 % af billedets bredde, og et lys så langt væk som kuplen ved 110 cm som en skive på 2,3 mm, over 6 %. Det er forskellen på et lyspunkt og en kugle af lys.
Skivens størrelse afhænger af to ting. Den første er, hvor langt lyset ligger fra fokusplanet. Fokusér i stedet på lampen, og lampen skrumper til et punkt, et lys ved kuplen, nu kun 40 cm bag planet, breder sig til blot 0,7 mm, og båden, 30 cm foran, vokser til 1,4 mm. Den anden er blænden. Skiven er et lille billede af den åbning, lyset kom igennem, så den skalerer med den åbning: med fokus tilbage på båden og blænd ned til f/16 er åbningen en ottendedel så bred som ved f/2, og det samme er lampens skive: cirka 0,19 mm, omkring en halv procent af billedets bredde. Det er ikke længere en kugle, kun et glimt, og stadig ikke skarpt: 0,19 mm er mere end seks gange uskarphedscirklen, så bænken regner stadig lampen for at ligge uden for den skarpe zone.
Formen kommer også fra blænden. En rund åbning giver runde skiver. En iris af rette lameller giver en polygon med én side pr. lamel. Objektivet på bænken har syv, så dets skiver er næsten runde ved fuld åbning og bliver syvsidede, når du blænder ned.
Se det på bænken: matskiven fokuseret på båden ved f/2, med havnens lys bagved forvandlet til skiver.
Fokusbracketing og stacking
Skærmen midt på konsollen rummer fem billeder af den samme scene, fokuseret gradvist dybere: 33 cm, 42 cm, 55 cm, 72 cm og 95 cm, hvert taget ved den blænde, du har valgt. Klik på et billede, så fokuserer objektivet om til den afstand. Det er et fokusbracket, den serie, en makro- eller produktfotograf rent faktisk tager, når én blænde ikke kan lægge hele motivet i den skarpe zone uden at diffraktion alligevel gør alt blødt. Stacking-software beholder så kun det skarpeste område fra hvert billede og fletter dem sammen til ét billede, der er skarpt fra forgrund til baggrund på en måde, ingen enkelt eksponering kunne klare alene.
Hvor misset fokus egentlig kommer fra
Under en rigtig optagelse er det sjældent regnestykket, der går galt. Et autofokuspunkt låser sig på et hegn i stedet for ansigtet bagved. Et motiv læner sig frem de to eller tre centimeter, et portræt ved f/1.8 har at give mellem fokuslås og udløsning. Et hus og et objektiv er en smule uenige om, hvor deres egen fokusmotor mener, at ”i fokus” er, og hvert billede lander en brøkdel foran eller bag det plan, du mente. Intet af det viser sig som et sløret billede, du kan rette bagefter, kun som et billede, du ikke fik at beholde, ved siden af ni næsten ens billeder, hvor du fik det.
Hvor meget lys der slipper igennem
Blænde er størrelsen på det hul, irisblænden lader stå åbent. Fotografer måler den i trin: ét helt trin slipper præcis halvt så meget lys ind som trinnet før, eller dobbelt så meget som trinnet efter. Blændetallene ser jævnt fordelt ud, f/2, f/2.8, f/4, f/5.6, f/8, f/11, f/16, men lyset skalerer med hullets areal og ikke dets bredde, så det falder som 1 divideret med blændetallet i anden. Blænd ned fra f/2 til f/16, seks hele trin, og lyset falder ikke til en sjettedel eller en ottendedel: det falder til 1/64. Se på matskiven i sensorenden af bænken, mens du lukker irisblænden, og det er det, du ser: det samme hul, der gør den skarpe zone bredere eller smallere, afgør også, hvor lyst billedet er til at begynde med, før lukkertid og ISO kommer ind i billedet.
Lukkertid og den bevægelige spalte
Lukkertid er, hvor længe sensoren må samle lyset. Træk lukkertidsskyderen mod højre, så bliver billedet på glasset lysere, ét trin for hver fordobling af tiden, og alt, der bevæger sig, begynder at smøre ud, live, før du har taget noget. Tryk på Fotografér, så kører bænkens planlukker i slowmotion, så du kan se, hvordan den virker: to gardiner krydser billedet, det ene åbner og et andet følger efter for at lukke det igen. Langsommere end 1/250 s, blitzsynkroniseringstiden, er det første gardin færdigt med at krydse, før det andet sætter af sted. Hurtigere end det kører de to gardiner sammen som en smal spalte, der skanner lyset hen over billedet i stedet for at åbne det hele på én gang.
Mens lukkeren er åben, bevæger scenen sig videre, og bænken gengiver hele eksponeringen og ikke ét øjeblik, så alt, der har bevæget sig, smører ud: en hunds logrende hale, en fugls vingeslag, en måge, der krydser havnen. Holder du kameraet i hånden, lægger en anden slags uskarphed sig ovenpå, et rysten, der er for lille til at se med øjet, men stort nok til at gøre et billede blødere, jo længere lukkeren står åben. Tommelfingerreglen er cirka én over brændvidden, omkring 1/50 s til bænkens 50 mm objektiv. Focus Lab giver det lidt luft, så rystelser begynder at vise sig ved 1/40 s og langsommere. Slå Stativ til, og det forsvinder, så kun det, motivet selv foretager sig, er tilbage.
ISO: at skrue op for lyden, ikke for lyset
Blænde og lukkertid styrer begge, hvor meget lys der faktisk når sensoren. ISO gør ikke: det kommer bagefter og forstærker det signal, sensoren allerede har samlet, på samme måde som at skrue op for lyden på en svag optagelse ikke tilføjer noget, der ikke var der før. Hæv ISO, og billedet bliver lysere, men støjen, kornene og pletterne i ensartede flader, vokser også, fordi forstærkeren løfter et signal bygget af færre fotoner til den samme lysstyrke. På bænken er den støj knap synlig før omkring ISO 3200 og bliver tydelig ved ISO 12800. ISO er den sidste arm at trække i, nyttig, når blænden allerede er så åben, som den kan blive, og lukkertiden allerede så langsom, som du kan holde, eller motivet tillader.
Eksponeringstrekanten og kameraets hjul
Blænde, lukkertid og ISO er eksponeringstrekanten: ændrer du én, skal en af de to andre flytte sig tilsvarende for at beholde den samme lysstyrke. Bænkens tilstandshjul spejler et rigtigt kamera. I M, manuel, som er standard, indstiller du alle tre selv, og hver ændring viser sig straks på billedet. I A, blændeprioritet, vælger du blænden, og kameraet regner lukkertiden ud. I S, lukkerprioritet, vælger du lukkertiden, og kameraet regner blænden ud. En lysmåler viser, hvor langt resultatet er fra, fra -3 trin, for mørkt, til +3, for lyst.
Afvejningerne er reelle og ikke bare tal. I det lampebelyste portrætrum, ved EV 7 og ISO 400, giver f/2 en nem lukkertid på 1/125 s. Blænd ned til f/16 for en dybere skarp zone, og lysmåleren vil nu have 1/2 s, seks trin langsommere og langt forbi det punkt, hvor en hånd kan holde stille. I manuel bliver billedet simpelthen seks trin mørkere, indtil du giver lyset tilbage. A-tilstand ville give dig den halve sekunds lukkertid uden at brokke sig. Løsningen er et stativ, eller at give nogle af de trin tilbage med ISO i stedet for lukkertid. Dalen i eftermiddagssol bider sjældent på den måde: ved EV 14 kan f/16 stadig skyde ved 1/60 s. Havnen i skumringen er EV 4 og åbner ved ISO 1600: f/2 klarer stadig en 1/60 s i hånden, f/5.6 falder til 1/8 s, og f/16 kræver et helt sekund, stativterritorium igen.
Ofte stillede spørgsmål
Det er den ene afstand fra objektivet, der projiceres på sensoren som et sandt punkt. Et objektiv kan kun fokusere på én afstand ad gangen, så fokusplanet er den afstand tegnet fladt ud over hele scenen. Alt, der er tættere på eller længere væk, lander på sensoren som en lille skive i stedet for et punkt, og det er det, skarphedsdybde måler.
Fordi kun fokusplanet nogensinde er virkelig skarpt. Alt andet i billedet gengives som en uskarp skive, hvis størrelse vokser med afstanden til det plan, og en skive, der er lille nok, bliver under øjets egen opløsningsgrænse og læses stadig som skarp. Den tolerance har et navn, uskarphedscirklen, og det er den, hvert eneste tal for skarphedsdybde bygger på.
Nej. Blænden flytter aldrig fokusplanet, det gør kun fokusringen. Det, blænden ændrer, er, hvor hurtigt en skive vokser, når du bevæger dig væk fra det plan: en stor åbning som f/2 lader en tyk lyskegle igennem, så skiven vokser hurtigt, og den skarpe zone er tynd. En lille åbning som f/16 lader en tynd kegle igennem, så skiven vokser langsomt, og den skarpe zone er meget dybere på hver side af det samme plan.
Fokusplanet er én enkelt afstand: det ene sted, et objektiv faktisk er fokuseret. Skarphedsdybde er rækkevidden af afstande foran og bag det plan, hvis uskarpe skive stadig er lille nok til at kalde skarp. Ét plan, ét tal. Skarphedsdybde er en zone bygget op omkring det ud fra blænden, brændvidden og hvor langt væk selve planet ligger.
På øjet. På tæt hold er den skarpe zone minimal: med et 50 mm objektiv ved f/2 og øjet 50 cm væk er den cirka en centimeter dyb, så fokus på næsen, et par centimeter tættere på, lader øjnene være synligt bløde. Fokusér på det nærmeste øje, og hvis du skal have begge øjne skarpe, så fokusér mellem dem og blænd lidt ned: i Focus Lab-portrættet giver 51,5 cm ved f/5.6 begge.
En bokehkugle er den uskarpe skive fra et lys uden for fokus. Den vokser med blændeåbningens bredde og med lysets afstand fra fokusplanet, så en stor åbning og et lys langt bag motivet giver store kugler, og når du blænder ned, skrumper de mod et glimt. Formen er blændens form: rund, når irisblænden er helt åben, og en polygon med én side pr. lamel, når rette lameller lukker den ned.
Et objektiv bryder lys, der krydser gennem ét punkt nær dets midte, så en stråle, der forlader toppen af en scene, ender med at krydse til bunden af billedet, og en stråle fra venstre ender til højre. Det er simpelthen sådan, et objektiv danner et billede, på en matskive, på film eller på en digital sensor. Et kameras søger eller en preview på skærmen vender det så rigtigt for dig, enten optisk med et spejl og et pentaprisme eller i software.
Blænde, lukkertid og ISO afgør sammen, hvor lyst et billede er: eksponeringstrekanten. Ændrer du én, skal en af de to andre flytte sig for at kompensere, hvis du vil beholde den samme lysstyrke. Åbn blænden, gør lukkertiden langsommere, eller hæv ISO, så bliver billedet lysere. Gør blænden mindre, gør lukkertiden hurtigere, eller sænk ISO, så bliver det mørkere.
En mindre blændeåbning, et højere blændetal, er et mindre hul, og et mindre hul slipper mindre lys igennem: at blænde ned fra f/2 til f/16 skærer lyset ned til 1/64. For at ende med den samme lysstyrke skal sensoren samle lys i længere tid, og derfor gør blændeprioritet lukkertiden langsommere, hver gang du blænder ned. I Focus Lab-portrætrummet betyder det, at lukkertiden falder fra 1/125 s ved f/2 til et halvt sekund ved f/16.
Som tommelfingerregel cirka én over brændvidden: omkring 1/50 s til et 50 mm objektiv. Focus Lab giver det lidt luft, så rystelser i hånden begynder at vise sig ved 1/40 s og langsommere. Et stativ fjerner det rysten helt, og derfor lader Focus Lab dig slå et til, før du tager billedet.
Ja. ISO forstærker det signal, sensoren allerede har samlet, i stedet for at samle mere lys, så den samme forstærkning, der gør billedet lysere, løfter også støjen, kornene og pletterne, der kan ses i ensartede flader. I Focus Lab er den støj knap synlig under cirka ISO 3200 og tydeligt synlig ved ISO 12800.
Det er eksponeringstilstande. M er manuel, Focus Labs standard: du indstiller selv blænde, lukkertid og ISO. A er blændeprioritet: du vælger blænden, og kameraet regner en passende lukkertid ud. S er lukkerprioritet: du vælger lukkertiden, og kameraet regner blænden ud. En lysmåler viser, hvor langt resultatet ligger fra en korrekt eksponering, fra -3 trin til +3.
Ja. Ingen tilmelding, ingen konto, og alt på bænken kører i din browser.
Lad så imagic finde de billeder, der faktisk landede på planet
imagic scorer hvert billede i en optagelse på skarphed, eksponering, støj, komposition og detaljer, lokalt på din computer, uden at noget uploades, og vælger automatisk det skarpeste billede ud af hver serie. Gratis prøveperiode på 500 eksporter, uden kort.