01Hvorfor 500-reglen er forkert på et moderne kamera
500-reglen siger: divider 500 med din brændvidde omregnet til fuldformat, så har du din længste eksponering i sekunder, før stjernerne danner spor. Med et 24 mm objektiv giver det omkring 21 sekunder. Den er let at huske, og den stammer fra 35 mm film, hvor kornene var grove nok til at skjule en del bevægelse, og hvor ingen skulle undersøge et negativ i 100% på en 4K-skærm.
Den ignorerer tre ting, der betyder enormt meget i dag. Den ignorerer pixelafstanden: en stjerne kan drive henover et fotosite på 6 mikron uden at smøre synligt ud, men det samme drift krydser tre af de 3,7 mikron store fotosites på et 61 MP-hus, og det er et synligt stribespor. Den ignorerer blænden, som ændrer, hvor skarpt en stjerne afbildes fra start: et lyssvagt objektiv ved fuld åbning samler mere energi i et mindre punkt, så bevægelsen ses før. Og den ignorerer hvor på himlen du sigter, hvilket ændrer, hvor hurtigt stjernerne bevæger sig henover billedet, med en faktor på tre eller mere.
02Hvad NPF faktisk beregner
NPF-reglen tager alle tre med. Den nøjagtige form er t = k × (16,856 × N + 0,0997 × f + 13,713 × p) / (f × cos δ), hvor N er blænden, f brændvidden i millimeter, p pixelafstanden i mikron og δ deklinationen for det, du sigter mod. Faktoren k er din tolerance: 1 for helt knivskarpe stjerner i 100%, 2 eller 3, hvis billedet skal vises på en skærm i normale størrelser.
På et 24 MP fuldformatkamera ved 24 mm f/2.8 lander den tæt på 500-reglen. På et 61 MP-hus giver den typisk det halve, og forskellen er reel: skyder du på 500-regeltiden på det kamera, er stjernerne små ovaler, når du zoomer ind.
03Svaret er ikke en længere eksponering, men flere eksponeringer
Grunden til, at folk holder fast i 500-reglen, er, at en kortere lukkertid giver et mørkere billede, og at ISO op for at kompensere giver mere støj. Stacking løser det ordentligt. Tag ti eller tyve billeder på NPF-tiden og tag gennemsnittet i software, så ophæver den tilfældige støj sig selv, mens det rigtige signal forstærkes. Du ender med renheden fra en meget længere eksponering og stjerner, der stadig er punkter.
Tallet ”billeder til stacking” ovenfor fortæller, hvor mange eksponeringer på din NPF-tid der tilsammen giver fire minutters lys, hvilket er et fornuftigt mål for et Mælkevejsbillede fra et mørkt sted. Det er mere arbejde, når du optager, og langt færre kompromiser i resultatet, og det er sådan, stort set alle de rene nattehimmelbilleder, du beundrer, er lavet.
04To praktiske noter, som beregneren ikke kan give dig
Fokus er den egentlige faldgrube. Flere astrobilleder bliver ødelagt af fokus end af spor. Autofokus virker ikke på en stjerne. Skift til manuel, brug live view ved maksimal forstørrelse på den klareste stjerne, du kan finde, fokusér, til den er det mindst mulige punkt, og tape så fokusringen fast: den driver, når objektivet køler ned gennem natten.
Koma betyder mere end den sidste blænde. De fleste lyssvage vidvinkelobjektiver afbilder stjerner nær hjørnerne som små vinger i stedet for punkter, når de bruges ved fuld åbning. Hvis du blænder én blænde ned fra maksimum, rydder det som regel op i det, og det koster dig langt mindre, end det ser ud til, når du alligevel stacker. Test dit eget objektiv på en klar nat, før du kører et sted hen, hvor det er mørkt.
05Ofte stillede spørgsmål
500 divideret med din brændvidde omregnet til fuldformat, i sekunder. Med et 24 mm fuldformatobjektiv omkring 21 sekunder. Den stammer fra 35 mm film og er for gavmild over for moderne sensorer med høj opløsning, der vises i 100%.
Den tager højde for blænde, pixelafstand og deklination, som 500-reglen alle ignorerer. På et 45 MP-hus halverer den typisk den tilladte eksponering, og det er helt rigtigt.
NPF, hvis du kigger på billedet i 100% eller printer stort. 500-reglen er fin til output i netstørrelse. Allerbedst: skyd på NPF-tiden og stack flere billeder for at få lyset tilbage.
Ja, med en faktor på tre eller mere. Stjerner ved himmelækvator bevæger sig hele 15 buesekunder i sekundet, nær Polaris bevæger de sig næsten ikke. Mælkevejens kerne ved -29° deklination bevæger sig med omkring 87% af den maksimale hastighed.